GayCamp.dk 2020




I forsommeren 1998 var jeg som så ofte før på besøg hos en kollega, da snakken faldt på, hvad vi skulle lave i vores sommerferie, hun skulle på ø-lejr, vist noget med at male, så jeg spurgte interesseret til det, som man nu gør, og jeg fik da også vist en brochure fra posthuset om forskellige lejre.

I brochuren var også Ø-lejr for dig som er bøsse, og ud af min mund røg det: "Så tager jeg da bare på den". Hun syntes, at det var en god ide, men jeg havde nu bare sagt det i spøg, for det var da slet ikke noget for mig, skulle jeg da være den første til at vide. At jeg så egentlig ikke havde nogen faktisk viden om det, var knap så vigtigt, for min fantasi fejlede til gengæld ikke noget. Det var da nok et eller andet 70'er-fænomen, og inde i mit hoved kunne det hurtigt blive til noget med at komme hinanden rigtigt meget ved og være pokkers frigjorte.

Ja, så var der jo også lige det med sanitetsforholdene, jeg vidste helt sikkert, at der ikke var adgang til varmt vand på lejren, så hvad med brusebad? På en måde var jeg dog sikker på, at det kunne være sagen, jeg ville nemlig gerne på en ferie, hvor man var sammen med andre i en eller anden form for fællesskab.

Nå, men da det kom til stykket, måtte jeg erkende for mig selv, at jeg nok var kommet med min dom på et lidt for spinkelt grundlag og der kunne jo ikke ske noget ved at melde sig til. Jeg ville jo næppe blive tvunget til at deltage i noget uden min egen vilje og hvis det var helt forfærdeligt kunne jeg jo bare tage hjem før tiden, så jeg ilede ned på posthuset og bestilte plads.

Jeg ankom til lejren den første aften, lige da man skulle i gang med en præsentationsrunde og jeg fandt hurtigt ud af, at det var en blandet flok, både aldersmæssigt og mht. vores øvrige baggrund, så der skulle da nok være nogen, man måtte være på bølgelængde med. Aftenen gik stærkt og jeg blev da hurtigt klar over, at hvis det fortsatte lige så hyggeligt de øvrige dage, ville det blive en herlig tur og det skulle da også vise sig at være en god ide, at jeg var taget af sted.

Omø-lejren er nok en af de bedre udstyrede, der var i hvert tilfælde rindende vand, hvilket ikke skulle være standard på andre lejre, men jeg må erkende, at jeg allerede den første morgen tog turen ned til havnen, hvor jeg havde fundet ud af, at man kunne tage et varmt brusebad, så for mit vedkommende var det den rene luxus-lejr. Netop omkring det havde jeg jo haft mine betænkeligheder og så var der de fineste badefaciliteter, hvor man kunne få et langt bad for en sølle femmer, måske ikke lige den helt rigtige ø-lejrånd men et herligt alternativ.

Hvad er en ø-lejr så?; det er jeg blevet spurgt om mange gange efter, jeg kom hjem, og hver gang, har jeg syntes, at det var lige svært at beskrive, men nøgleordene må for mig være frisk luft, hygge, afslapning og socialt samvær. Der var naturligvis nogle fælles rammer med lejren og de opgaver, der skulle løses hver dag, men derudover var det op til den enkelte, hvad man ville bruge ferien til og der var rig mulighed for, både at lave noget sammen med andre, eller hvis man hellere ville det, være alene og lave noget på egen hånd, og for mit vedkommende blev det den rene dase-ferie, hvor det daglige stress og jag var lagt fuldstændigt bag mig. Lejren lå lige ned til stranden, så der blev bl.a. badet hver dag, ellers stod den på gåture o.l. og et fast dagligt indslag blev en tur ned på den lokale restaurant.

For mig har ø-lejr, på trods af min skepsis, været en god oplevelse Jeg har mødt nogle mennesker, jeg ellers ikke havde mødt eller var kommet i snak med, og jeg har følt et fællesskab, på trods af, at man er vidt forskellige, som jeg sandsynligvis ikke havde oplevet på en anden ferie. Jeg er ikke i tvivl om, at fremover vil en uge på ø-lejr indgå i mine ferie-overvejelser

Michael Rasmussen, Haderslev