GayCamp.dk



Kell på Omø 2013


Primitivt – ja, heldigvis!
Man skal helst kunne lide natur og lidt primitive forhold. Ellers er en bøsse-ølejr næppe det rigtige valg til en sommerferie. Man skal ikke håbe på mænd i kjoler eller bøsser, der boller til højre og venstre – den slags gik angiveligt af mode på bøsseølejre for mange år siden. Kell Andersen, sygeplejerske og visitator i Vallensbæk Kommune, deltog i sin første ølejr sidste sommer: ”Vi var omkring 20 bøsser i den uge, lejren varer. Vi boede i telte, enten i et af de tre store fællestelte eller også i eget, medbragt telt. Og dem, jeg mødte, var helt almindelige og ligefremme bøsser i alle aldre fra hele Danmark. Folk, der var nemme at tale med, også for en, der var med for første gang. Det var meget uprætentiøst og hyggeligt, og der var ingen krav om noget som helst, andet end at man skulle spise aftensmad sammen. Og ellers fordelte man de små praktiske ting, så lejren kunne fungere. Jeg kendte godt mange af fordommene om bøsse-ølejre – at det var meget bøsset-bøsset, men det var det altså slet ikke. Måske var det sådan i begyndelsen dengang i 1970’erne og 80’erne, men i dag virker det helt anderledes afslappet.” 

Gaskomfur og muldlokummer Kell Andersen var solgt med det samme: ”Når man som jeg godt kan lide at ligge i telt ude i naturen og synes, at det er sjovt, hvis det er lidt primitive forhold, så er bøsse-ølejren det perfekte valg. For det er da primitivt. Der er ikke elforsyning, så vi bruger små petroleumslamper om aftenen; vi har et gaskomfur, vi laver mad på, et stort køkkentelt, hvor vi kan spise, hvis det er dårligt vejr; der er kun en enkelt bruser i meget beskedent design, og toiletterne, jamen, det er sådan nogen muldlokummer, der skal tømmes hver dag. Men det er pænt og rent – og hvis man vil rykke et niveau op, går man bare ned på havnen og bruger deres toilet- og badefaciliteter.”

En billig sommerferie Bøsse-ølejren finder sted hvert år på Omø, der ligger ved Skælskør på Sjælland. Bøsse-ølejren er bare en enkelt uge i en række af ølejre med forskelligt tema, så det hele fungerer, når man kommer lørdag formiddag – og man efterlader bare lejren, når man rejser igen den efterfølgende fredag: ”Men man behøver altså ikke at være der hele ugen. Man betaler for hvert døgn, man er der – 150 kroner i døgnet – og det beløb dækker ophold og mad. Det eneste derudover man selv skal betale, er drikkevarer, og dem køber vi til meget lave priser. Så det er en ualmindelig billig måde at holde sommerferie på, vil jeg mene.”

Langt fra fordommene En af fordommene om bøsse-ølejre er uden tvivl, at der foregår en masse aktiviteter, hvor man skal fortælle spring ud-historier, dyrke gruppesex og diskutere seksualpolitik. Men det er altså en fordom: ”For man bestemmer selv fuldkommen, hvad der skal ske. Man kan gå lange ture rundt på øen, sole sig, gå i vandet, besøge den lokale kro og kirke, eller tale med de andre i lejren, hvis man vil. Der er ikke arrangeret noget – det må man selv om. Det er som at være på teltferie sammen med en masse andre bøsser, som man sikkert ellers aldrig ville have mødt. Bøsser fra hele landet, unge og ældre end mig selv, fra 25 til 70 år – det er da sjovt! Og jo, lidt sex var der da også. Det er jo trods alt bøsser, der er sammen i alle døgnets timer.” Kell Andersen skal på bøsse-ølejr igen til sommer. Denne gang i eget telt. Og han ville ønske, at der var flere, der brugte en uges tid på Omø. Lejren kan tage op til 80 personer, så der er stadig god plads.


Artikel fra Out&about juni 2013 Af Henrik Lyding