1. 
Mellem Omøs rosenbuske
blomstrer nu de flyvske mænd;
under skyers regnblå kuske
rør' de blidt hinandens lænd.
Som et skjold mod vintervinden
blusser venskabs milde bål,
giver dig et kys på kinden,
gør dig stærk som hærdet stål.

2.
Havombruset ligger øen,
lærken bygger templets tag,
fisken trækkes op af søen,
skaber Perlens venskabslag,
hjulpet af en iskold Tuborg,
muligvis en lunken Hof.
Sådan heles livets skudsår,
sådan væves lykkens stof!

3
Salmesang fra bøssestruber
kildrer Herrens øregang;
fra sit væsens dybe gruber
gør vor Alex himmelgang.
Kirkeløgnen ryster kosmos,
lægger lejrens telte ned,
saboterer straks vort klosters
fromme håb om salighed.

4.
Der skal bødes, det er kravet:
Knud står meget tidligt op!
Andre kaster sig i havet
for at lutre sjæl og krop.
Herren siger: "tak, det rækker,
Kosmos er igen sig selv!
Se, hvor uvejrsskyerne trækker
bort fra himlens dybe hvælv!"

5.
Solens stråler har nu kysset
vinterkroppens blege lin.
Op mod månen, rå og bøsset,
løft et ægte Omø hvin!
Festen er vor rige amme,
læg dig blot til hendes bryst,
ingen hæmninger skal stramme,
nyd løsagtighedens trøst!

1.
Ringprydet Nornen har bredt sit tæppe
ved Omø's brusende friske strand.
Mon hun har hæklet, at vi skal knæppe
den fyr, der tænder vores krop i brand?

2.
Det bli'r nok ligesom de andre gange,
hvor andre scorer det dumme dyr,
men Gudskelov har vi danske sange,
som Alex spiller til dagen gryr.

3.
Opvakte bøsse, lad livet gløde,
glem før og efter for Omø's NU!
af drømmens drue skal læben bløde
og tøselatter slå sandheds gru.

4.
Lad det bli' ligesom de andre gange,
lad glæden boble til dagen gryr,
for Gudskelov kan vi hjertets sange
og ane guden i hver en fyr.

1.
I dag blev det ølejr for dælen,
det regner, så øllen bli'r kold;
men det giver grøde til sjælen,
som fra rekviemet i mol
vil lade sig glad transponere:
"Du danske man" klinger i dur,
han lader sin glans nu polere
og gråheden tager sig en tur.

2.
En jysk smatso er priorinde,
lidt vissent dogmatisk måske,
malicen når højeste tinde,
når vækning formastes før tre.
Men fredfyldt formår hun at øse
af ursjælens danskeste væld,
excentrisk, anarkisk chantreuse,
en smilende Susie med sjæl.

3.
Jeg vil saligprise jer alle,
livsalige fjantede mænd,
hvad enten en elegant balle
eller forventningsfuld lænd
er jeres figurs adelsmærke,
hvad enten en fix lille bux
tilhyller jeres sjæl eller særke
af Samarkand-spinlon de luxe.

4.
Husk Skarøs de støvede marker,
husk boller, som Niels mestred' snildt,
husk Alex som prægtige arker
søsatte, når tonerne mildt
blev tæmmet af mesterens hænder.
Ja, tænk også venligt på Knud!
Husk dette, så ved jeg, I vender
tilbage på sommerens bud!

1.
Når et år i ilsom runddans
byder gyldne Juli op,
springer rytmen os i blodet,
mandigt svulmer sind og krop,
Nordeuropas lystne sønner
be'r på Skarø bønner.
Steders stærke guddomsmagt
er for bøssekampen vakt!
Kære Skarø, lad os score
drømmeprinsen her i år!
Lad ham ha' en hestepik
og pisseflotte, stærke lår!

2.
Skarø ler som tusind' lærker
i det svimle dybe blå
lader solen gå bersærker-
gang på kroppe nænsomt rå.
Og den emmer fra hver pore
drømmen om det vældigt store,
prins og hest er nu ét kød,
kroppens væsker ædel mjød.
Kære Skarø, lad os score
drømmeprinsen her i år!
Lad ham ha' en hestepik
og pisseflotte, stærke lår!

3.
Skarø ryster sine lokker,
modent kort i sommervind,
si'r "Måske og måske ikke.
Love kan jeg andre ting:
Regn og sol og lunkne baj're,
skønne mænd, der trofast lejrer
sig og gi'r dig kram og knus,
sjofel snak i venskabsrus.
Kære Skarø, giv os latter,
giv og smil og venskabsknus,
lad os bli' hinandens vin
og løftes højt i samværs rus!

1.
Hvor blæsten suser over flade marker,
der knejser stolt et telt-Amalienborg.
De grå paladser kranser sig om pladsen,
hvor adelsdamer viser mandelår.

2.
Her springer ud den indre baronesse,
som lever dulgt bag læder og metal
på byens dunkle øludskænkningssteder
og sukker ensomt bag sin mandeskal.

3.
Her vover hun at skyde spæde blade
og rosenblussende hun snor sig ømt
om munkeskallens barske rå facade:
en from forening, ikke kun på skrømt.

4.
Lad os nu prise yndefulde mandfolk:
de unge kid med kroppens katedral,
der fromt tilbedes af de vise gamle,
som mystisk skuer sandheds futteral.

5.
Vor åndelige leder er en kvinde,
en grande Danoise i spinlonsk majestæt,
der skrider frem som fuldblods priorinde
af Thyra Danebods den stolte æt.

6.
Vi ses igen, du kære jomfrukloster!
Vor genbrugsmødom mister vi igen
og finder atter under dine patter
af hver en svans du er en fuldtro ven!

1. (Skarø 1988)
Den allersidste øl, før vi skal hjem,
før virk'lighedens syl skær' os igen.
Susanne Lanas mand
vil stå på Svendborg strand
og snitte os til blods, mens vi skriger dit navn:
Oh, Skarø, kom igen, smykket som før
med strutskørt og stilet og lilla bør,
mens dine faste lår
erkendes, mens du går,
og dine ødsle kys gi'r os
mystisk visdom om sand maskulinitet.

2. (Skarø 1989)
Et år er faret hen som tusind møl,
nu flagrer vi igen, grådige møl
om smedens stærke lår,
der gi'r os hjertesår
og stemmer os til vemod, smerten er vor.
Vi drukner den i sang. Alex, spil op!
Berus os natten land til Musens top.
Vi bygger Avignon
med længslernes balkon,
og ensomheden er forbi:
Venskabs rose udspringer af smertens lig.

3. (Skarø 1990)
Den allersidste svans ta'r aldrig hjem!
Vor klode drejer rund, vi skrider frem
i procession igen
en dans for flyvske mænd
med smil i hver en gestus og kælen lænd.
Stop ikke denne dans, husk du er svans!
Bær dine vilde lysters blomsterkrans!
Glem ikke viljens stål,
din gyldne hattenål,
og træd så hader under sål,
mens du stiger forklaret fra glædens bål