Jørgens sange

I en lang årrække har bøsselejren haft sin lejrpoet, der
utrætteligt år efter år (stort set) har udtænkt lyrik til
afsyngelse på festaftenen i slutningen af ugen. I de
seneste år er der så småt indtrådt nye poeter på lejren.

Omø 2005
Mel.: Jeg ved hvor der findes en have
Tekst: Jørgen Wildt Hansen

1.
Kast tanken tilbage et kvart hundred år,
betragt så en yngling med flagrende hår.
kom homoerotiker, ikke som munk,
betrådte han ølejren. Navnet er Dunk.
2.
Den yngling er lejrenes sølverne brud,
vor Frue og Husbond, den evige Knud.
Vi hilser dig, vend aldrig ryggen til os,
vær altid vor nådige fru Ærkeboss!

3.
En dyb saligprisning skal lyde til Bent
og Carsten, oh kokke, I er himmelsendt!
Hvor frydefuldt spiser vi hver aftenstund
før nætternes gyldne, regntrommende blund.
4.
Men trækfugle kommer og trækfugle går,
et billed på livet var lejren i år:
Vi mødtes og skiltes i rivende hast,
vi smilte, og tårernes dæmninger brast.


5.
En dinglende Maestro og en rosensaks:
En skræmmende cocktail, hvis han var lidt vaks.
Men trods bullen finger steg toner med fryd
fra kassen ved Mesterens musiske dyd.
6.
Jeg ved hvad I tænker, jeg føler jer’s blik:
»Hvornår kommer verset om stiv hestepik?«
Nej, denne sang fatter som dydens kondom
om hver sjofel tankes gigant eller gnom.

7.
Men nu skal vi skåle for ugen der gik,
hvad enten I fik eller ikke fik slik.
Nyd året der kommer, og kom så igen,
så får i et knus af hver tro ølejrven!		  

 

OMØ 2002
Mel.: Ta' med ud og fisk.
Tekst: Jørgen Wildt Hansen/Bo Nedergaard


1.
Hvis dit liv går helt i fisk, så ta' fri en uge
her - blandt alle gode råd - ét som du kan bruge:
Kast dig kun ombord på færgen, det er klart -
i lejren på Omø der får du det rart!
Smid kulturens lænker bort - lad fornuften gå i sort.
Vær en fisk i vandet, lad dig fange her,
vær offer for lysten og hvad, der end sker.
2.
Øen er en østersskal, er der mon en perle?
Er der stadigvæk som før yppig duft af snerle?
Personalemangel leder til fordærv
ved omstrukturering i øens erhverv.
Ludvig er en diamant - chokoladen brillant.
Og når kammertonen anslås i klaver't,
kan man være krukket og lidt affekter't.

3.
Hvis dit liv er uden krudt, så tag med en kutter,
det er næsten li' så godt som en rigtig sutter!
Fiskeskipper-Ib han gi'r en sømandssang
med havskum og sprøjt som akkompagnement.
Træk en gammel T-shirt på - og lad bare hvinet gå.
Fold en sok i bukserne, og vær lidt frisk
i scorereplikken: "Ta' med ud og fisk'!"
4.
Ærkepriorinden har styr på vejrets guder*,
sammen kan de skabe sol over lejrens skuder.
Havet smyger sig om nøgne kroppes guld -
af venskab og ømhed bli'r sjælen helt fuld.
Kom igen til Omøs strand - føl dig som en rigtig mand.
Det er god idé at mødes her igen -
sæt madding på krogen og fang dig en ven.
 
* Tror hun. I virkeligheden er det Skt. Dennis.

Omø 1998
Mel.: Så ta'r vi til enkebal
Tekst: Jørgen Wildt Hansen

omkvæd:

Så ta'r vi på bøsselejr
for at få en scoresejr
her er fest og go' musik
(med harmonikassen!)
Vil du bide i en steg
kom så bare denne vej,
der er også plads til dig

  


1.
Vi kender mange søde pi'r
men de kan ikke bruges til lir,
vi skal ha' en hestepik!
Pluds'lig fik vi så ideen,
vi må jo se at komme te'en
ølejr gi'r det bedste kick.

Så ta'r vi på bøsselejr...


2.
Og solens skinned' hele vej'n
men da vi kom så blev det regn,
skide vær' med det, fordi
vi har øl i stride strømme,
fyrene er mægtigt ømme,
de har ikke megen pli.

Så ta'r vi på bøsselejr...


3.
Vor yndlingssmatso er en kom
Dame Sybil of the Soiled Sock
han kan lave himmelsk mad!
Han er musisk supernonne,
viddet danser i han ånde,
så man ligger ganske flad.

Så ta'r vi på bøsselejr...


4.
I år er priorinden Bent
en babysmatso himmelsendt
gi'r hver bøsseblomst substral.
Dennis er vor lejrhelgen,
han ser midt på vores svælgen,
vi gi'r ham en katedral.

Så ta'r vi på bøsselejr...


5.
Hver eftermiddag sidder vi
på Perlen med en sprød filet
og en enkelt kølig øl.
Der er ingen grund til klage,
vi ku' vær' her alle dage
indtil vi bli'r ædt af møl.

Så ta'r vi på bøsselejr...


6.
Vi kaster os i bølgerne
og svarer ikk' for følgerne.
vi vil nemlig være fir!
Lutret stiger vi som guder
bort er sjælens sorte mudder.
Lejrlivet gør dig rig!

Så ta'r vi på bøsselejr...

 

Omø 1997: Priorindens pris.
Mel.: En Søndag i Avignon
Tekst: Jørgen Wildt Hansen


1.
Hvor havet hvisker om himlens blå
kan man nu se priorinder gå
og vise hvad stærke viljer formår
når de skal udøve kunsten som kun de forstår.
Mens havet smilte og skoggerlo
da blev den døende badebro
navngi't af priorinde Long,
ja, den er fjong! Ja, den er fjong!
Og knud bestred den procession
som skulle bygge Ny-Avignon.

På Omøs havomkranste stand
slog maestro Alex kyndigt an
og fra de fromme struber lød
Sankt Dennis-hymnen fin og sprød:


2.
Oh, Store Dennis, dit Avignon,
sangskattens hellig pavillon
skal rejses her den brusende kyst,
hvor Omø blotter mod havet sit korngyldne bryst.
Lad hymner klinge på din facon,
lad proppen springe fra hver flakon,
lad solens danse med aplomb
ja, den er fjong! Ja, den er fjong!
Henført af glædens blå ballon
stifter vi bo i dit Avignon

En nødstedt kampvognskrykhusar
skreg tyst om hjælp, og den var snart,
thi priorinde Kristen stod
hos ham og viste kristent mod


3:

(mellemspil)

Knud, Kristen, priorinde Long,
Ja, I er fjong! Ja, I er fjong!
På ærens himmelblå ballon
hylder vi her i vort Avignon!

  

 

Omø 1996
Mel.: Fjäriln Vingad
Tekst: Jørgen Wildt Hansen

 

1.
Mellem Omøs rosenbuske
blomstrer nu de flyvske mænd;
under skyers regnblå kuske
rør' de blidt hinandens lænd.
Som et skjold mod vintervinden
blusser venskabs milde bål,
giver dig et kys på kinden,
gør dig stærk som hærdet stål.

 2.
Havombruset ligger øen,
lærken bygger templets tag,
fisken trækkes op af søen,
skaber Perlens venskabslag,
hjulpet af en iskold Tuborg,
muligvis en lunken Hof.
Sådan heles livets skudsår,
sådan væves lykkens stof!


3
Salmesang fra bøssestruber
kildrer Herrens øregang;
fra sit væsens dybe gruber
gør vor Alex himmelgang.
Kirkeløgnen ryster kosmos,
lægger lejrens telte ned,
saboterer straks vort klosters
fromme håb om salighed.

4.
Der skal bødes, det er kravet:
Knud står meget tidligt op!
Andre kaster sig i havet
for at lutre sjæl og krop.
Herren siger: "tak, det rækker,
Kosmos er igen sig selv!
Se, hvor uvejrsskyerne trækker
bort fra himlens dybe hvælv!"

5.
Solens stråler har nu kysset
vinterkroppens blege lin.
Op mod månen, rå og bøsset,
løft et ægte Omø hvin!
Festen er vor rige amme,
læg dig blot til hendes bryst,
ingen hæmninger skal stramme,
nyd løsagtighedens trøst!

 
 

Omø 1995
Mel.: Jeg plukker fløjelsgræs
Tekst: Jørgen Wildt Hansen


1.
Ringprydet Nornen har bredt sit tæppe
ved Omø's brusende friske strand.
Mon hun har hæklet, at vi skal knæppe
den fyr, der tænder vores krop i brand?
2.
Det bli'r nok ligesom de andre gange,
hvor andre scorer det dumme dyr,
men Gudskelov har vi danske sange,
som Alex spiller til dagen gryr.

3.
Opvakte bøsse, lad livet gløde,
glem før og efter for Omø's NU!
af drømmens drue skal læben bløde
og tøselatter slå sandheds gru.
4.
Lad det bli' ligesom de andre gange,
lad glæden boble til dagen gryr,
for Gudskelov kan vi hjertets sange
og ane guden i hver en fyr.

De tidligere års sange er fra dengang hvor ølejren lå på Skarø.

Skarø 1993.
Mel.:I dag blev det forår for dælen.
Tekst: Jørgen Wildt Hansen



1.
I dag blev det ølejr for dælen,
det regner, så øllen bli'r kold;
men det giver grøde til sjælen,
som fra rekviemet i mol
vil lade sig glad transponere:
"Du danske man" klinger i dur,
han lader sin glans nu polere
og gråheden tager sig en tur.
2.
En jysk smatso er priorinde,
lidt vissent dogmatisk måske,
malicen når højeste tinde,
når vækning formastes før tre.
Men fredfyldt formår hun at øse
af ursjælens danskeste væld,
excentrisk, anarkisk chantreuse,
en smilende Susie med sjæl.

3.
Jeg vil saligprise jer alle,
livsalige fjantede mænd,
hvad enten en elegant balle
eller forventningsfuld lænd
er jeres figurs adelsmærke,
hvad enten en fix lille bux
tilhyller jeres sjæl eller særke
af Samarkand-spinlon de luxe.
4.
Husk Skarøs de støvede marker,
husk boller, som Niels mestred' snildt,
husk Alex som prægtige arker
søsatte, når tonerne mildt
blev tæmmet af mesterens hænder.
Ja, tænk også venligt på Knud!
Husk dette, så ved jeg, I vender
tilbage på sommerens bud!

 

Skarø 1992
Mel.:Den gamle gartner.
Tekst: Jørgen Wildt Hansen


1.
Når et år i ilsom runddans
byder gyldne Juli op,
springer rytmen os i blodet,
mandigt svulmer sind og krop,
Nordeuropas lystne sønner
be'r på Skarø bønner.
Steders stærke guddomsmagt
er for bøssekampen vakt!
Kære Skarø, lad os score
drømmeprinsen her i år!
Lad ham ha' en hestepik
og pisseflotte, stærke lår!
2.
Skarø ler som tusind' lærker
i det svimle dybe blå
lader solen gå bersærker-
gang på kroppe nænsomt rå.
Og den emmer fra hver pore
drømmen om det vældigt store,
prins og hest er nu ét kød,
kroppens væsker ædel mjød.
Kære Skarø, lad os score
drømmeprinsen her i år!
Lad ham ha' en hestepik
og pisseflotte, stærke lår!

3.
Skarø ryster sine lokker,
modent kort i sommervind,
si'r "Måske og måske ikke.
Love kan jeg andre ting:
Regn og sol og lunkne baj're,
skønne mænd, der trofast lejrer
sig og gi'r dig kram og knus,
sjofel snak i venskabsrus.
Kære Skarø, giv os latter,
giv og smil og venskabsknus,
lad os bli' hinandens vin
og løftes højt i samværs rus!		  

 

Skarø 1991
Mel.: Fiskerpigens sang.
Tekst: Jørgen Wildt Hansen


1.
Hvor blæsten suser over flade marker,
der knejser stolt et telt-Amalienborg.
De grå paladser kranser sig om pladsen,
hvor adelsdamer viser mandelår.
2.
Her springer ud den indre baronesse,
som lever dulgt bag læder og metal
på byens dunkle øludskænkningssteder
og sukker ensomt bag sin mandeskal.

3.
Her vover hun at skyde spæde blade
og rosenblussende hun snor sig ømt
om munkeskallens barske rå facade:
en from forening, ikke kun på skrømt.
4.
Lad os nu prise yndefulde mandfolk:
de unge kid med kroppens katedral,
der fromt tilbedes af de vise gamle,
som mystisk skuer sandheds futteral.

5.
Vor åndelige leder er en kvinde,
en grande Danoise i spinlonsk majestæt,
der skrider frem som fuldblods priorinde
af Thyra Danebods den stolte æt.
6.
Vi ses igen, du kære jomfrukloster!
Vor genbrugsmødom mister vi igen
og finder atter under dine patter
af hver en svans du er en fuldtro ven!

 

Skarø 1988, 1989 og 1990
Der er skrevet et værs på sangen hvert af de tre år.

Den allersidste svans.
Mel.: Den allersidste dans.
Tekst: Jørgen Wildt Hansen


1. (Skarø 1988)
Den allersidste øl, før vi skal hjem,
før virk'lighedens syl skær' os igen.
Susanne Lanas mand
vil stå på Svendborg strand
og snitte os til blods, mens vi skriger dit navn:
Oh, Skarø, kom igen, smykket som før
med strutskørt og stilet og lilla bør,
mens dine faste lår
erkendes, mens du går,
og dine ødsle kys gi'r os
mystisk visdom om sand maskulinitet.
2. (Skarø 1989)
Et år er faret hen som tusind møl,
nu flagrer vi igen, grådige møl
om smedens stærke lår,
der gi'r os hjertesår
og stemmer os til vemod, smerten er vor.
Vi drukner den i sang. Alex, spil op!
Berus os natten land til Musens top.
Vi bygger Avignon
med længslernes balkon,
og ensomheden er forbi:
Venskabs rose udspringer af smertens lig.


3. (Skarø 1990)
Den allersidste svans ta'r aldrig hjem!
Vor klode drejer rund, vi skrider frem
i procession igen
en dans for flyvske mænd
med smil i hver en gestus og kælen lænd.
Stop ikke denne dans, husk du er svans!
Bær dine vilde lysters blomsterkrans!
Glem ikke viljens stål,
din gyldne hattenål,
og træd så hader under sål,
mens du stiger forklaret fra glædens bål